Squash
Squash...
jamen, det er da en grøntsag - eller noget, man drikker? Rigtigt, men squash er også en moderne ketchersport, lynhurtig og krævende - som skabt til vore dages menneske, der har lyst til en udfordrende idrætsgren, der i løbet af få minutter bringer puls og åndedræt i galop, mens sveden springer frem på panden.
Derfor har squash i de senere år vundet større og større popularitet hos især den yngre generation, der har travlt med studier eller erhvervskarrriere, men som samtidig har et ønske om en perfekt kondition og en veltrimmet krop. Squash opfattes som en moderne og dynamisk idrætsgren, der med sit høje tempo passer ind i en hverdag, der netop er kendetegnet ved hurtige beslutninger, handling og initiativ.
Squash er på én gang både en individuel sport - hvor der ikke, som i mange andre idrætsgrene, er mulighed for at "gemme" sig bag kammeraternes præstationer - og en sport, hvor ens resultater i visse sammenhænge indgår i holdets samlede placering, med det mentale pres, dette kan give. Når hertil kommer, at man på banen "står på samme side af nettet som sin modstander" med deraf følgende krav til hensyn og risiko for konfrontationer - ja, så må det antages, at squash i de kommende år vil vinde yderligere popularitet i befolkningen.
Sportens tilhængerskare og geografiske udbredelse hænger nøje sammen med muligheden for spillesteder, idet squash i modsætning til mange andre idrætsgrene kræver særligt udformede baner. Og det sætter desværre en begrænsning for, hvor hurtigt udbredelsen skrider frem. Dansk Squash Forbund bistår i vid udstrækning lokale kræfter landet over i bestræbelserne på at skaffe flere squashbaner.